Trin 1) Opsæt mål og husk at fejre dine succesoplevelser
Først og fremmest skal du opstille et slutmål. Det kan eksempelvis være det helt klassiske nytårsforsæt om, at du skal tabe dig 7 kg. i det nye år. Det er det endelige resultat, du ønsker at opnå.

Dernæst skal du sætte små delmål, som hjælper dig med at nå dit slutmål. Det kan eksempelvis være, at du skal løbe en tur to gange om ugen, spise flere grøntsager, eller at du skal tabe dig 1 kg. om måneden – eller alle tre. Det vigtigste er, at du husker at fejre dine succesoplevelser. Så fokuser på de små sejre, der holder dig motiveret til at fortsætte mod dit slutmål.

Trin 2) Find en rollemodel
Skal du lykkes med dit slutmål er det vigtigt for din motivation, at du tror på, at det kan lykkes. Og det er nemmest at tro på, hvis du kender en, som er lykkedes med det samme, som du nu er i færd med. Ved at opleve en anden person overkomme noget, du synes er svært, kan du lære af hans/hendes erfaringer og få en tro på, at du også kan nå i mål. Vi lærer nemlig ofte adfærd, når vi efterligner vores rollemodeller – lidt på samme måde som når et lille barn lærer at gå og tale ved at efterligne sine forældre.

Men rollemodellen kan faktisk også være dig selv. Det kan eksempelvis være, hvis du tidligere har opstillet et lignende mål, eller har overkommet andre svære udfordringer, som øger din tro på, at du kan opnå dit slutmål.

Trin 3) Sorter de negative tanker og tvivlen fra
Dine omgivelser har stor indflydelse på dig og din evne til at opnå dit mål. Fortæller dine omgivelser dig eksempelvis, at du ikke kan opnå dit mål, vil du have svært ved at tro på dine evner. Forsøger dine omgivelser derimod at overbevise dig om, at du godt kan nå dit mål, kan det hjælpe dig til at tro på din egen mestringsevne. Dette kaldes social overtalelse. Derfor er det vigtigt, at du har en person i dit liv, som støtter dig og opmuntrer dig til at lykkes, såsom en coach, en ven, en partner etc.

Du kan også have en indre social overtalelse, hvor du selv formår at sende de negative tanker væk, så du overtaler dig selv til at kaste tvivlen og usikkerheden væk. Dette kan dog naturligvis være noget sværere.

Self-efficacy øger din tro på dine egne mestringsevner
Ved at huske på tidligere succesoplevelser, læne dig op ad en rollemodel og få hjælp til positiv social overtalelse, øger du din self-efficacy – dvs. din tro på, at du kan lykkes.

Når du tror på, at du kan mestre en situation eller et mål, styrker det din motivation og dine følelsesmæssige reaktioner, fordi du rent faktisk kan se for dig selv, at du mester opgaven og opnår dit mål. Og visualisering af målet er nøglen til at opnå det.